God webkommunikation

Et website kan være nok så logisk bygget op og nok så flot designet, men I sidste ende vil kvaliteten af det samlede website stå og falde med, om det har noget velproduceret indhold.

80 / 20 reglen

En tommelfingerregel siger, at 80 % af brugere kommer efter 20 % af indholdet. Det gælder både hvad angår sider, men også indholdet på den enkelte side, der oftest står stærkest i en kort version. Et godt råd er derfor: Skriv kort og præcist.

En god webtekst er “scanbar”

Som du måske har hørt, læser de færreste en indholdsside fra ende til anden, men hopper fra afsnit til afsnit og læser kun den specifikke information, de kom efter. Derfor er det en god idé at gøre din tekst scanbar både på indholdssiden og visuelt.

Gør tekstens indhold scanbar

  • En god regel at følge er, at du skal skrive ét budskab pr. afsnit, så hvert afsnit kan læses uafhængigt af resten af teksten.
  • Brug mange underoverskrifter og gør dem simple og handlingsanvisende.
  • Kommuniker gerne i bullets - og husk, at det kan være en god idé at tælle for brugeren.
  • Bryd teksten op og varier visuelt f.eks. med moduler som multibokse og accordions, så øjet får noget at hvile på.

Mange målgrupper

Tag stilling til, hvem du skriver til, og om målgruppen kan forstå indholdet på din side. Hvis der er flere målgrupper, så sørg for at tage hensyn til begge – f.eks. ved ordforklaringer, svære/lette ord, det visuelle udtryk på siden. Nogle af FVST's sider henvender sig til fagfolk, som godt forstår fagtermer, men nogle henvender sig også til borgere, som ikke altid forstår fagtermer. Tag hensyn til begge.

Læs mere om målgrupper i vores skriveguide til web (pdf)

Find og brug formålet med siden

Alle enkeltstående indholdssider på et website bør have et klart formål: Enten vil du som afsender forandre en adfærd hos modtageren, eller også kommer dine besøgende med en opgave, de skal have løst - som minimum i form af et informationsbehov.

Når du har gjort dig klart, hvad en sides formål er, kan du bedre italesætte det i tekst, overskrifter og links. Du må gerne skrive det tydeligt i teksten, f.eks.: “Her kan du finde svar på, hvad du gør, hvis du skal starte en fødevarevirksomhed.”

Hjælp dine brugere ved at gøre underoverskrifter instruktive og handlingsanvisende: “Sådan opretter du en virksomhed”, “Udfør egenkontrol” eller “Få svar på, om du er klar til hund”.

Brug af delte moduler

Delte moduler bruges, når det samme indhold fra et modul skal gå igen flere steder på hjemmesiden.

Fra fanen i højre siden kan du kan indsætte moduler, der er "delte". Delte moduler er sat op på forhånd med indhold og styling og bruges f.eks. til kontakt- eller lovstofbokse.

Læs mere om brug af delte moduler